Jan 29

Minolta Hi-Matic 9

I sidste uge startede jeg på en ny serie af reviews af ældre analoge kameraer. I denne uge følger jeg op med dette review af det fine Minolta Hi-Matic 9 fra ca. 1970.

Det er et målesøger kamera af en type, som i dag kun stilmæssigt findes i kameraer fra Leica og Fuji, men som mange holdt meget af. Jeg er en af dem, som denne type kamera altid har begejstret. Jeg har haft adskillige af denne type af kameraer, men ikke mange har fortjent så stor ros som dette Minolta. Det mangler mange af de features, som moderne kameraer har, men er ikke desto mindre i stand til at give dig nogle smukke og udtryksfulde billeder, bare du sætter dig ind i kameraets – og films – særheder.

Indtil videre har jeg planlagt yderligere 3 review i de kommende uger, så “stay tuned”.

Læs hele anmeldelsen her: Minolta Hi-Matic 9

Share This:

Nov 29

Voigtländer Vito CLR review

Som starten på en ny serie af reviews – og fordi jeg for nylig er begyndt at fotografere med gamle analoge kameraer – har jeg lagt dette review af det fine gamle Voigtländer Vito CLR fra ca. 1965 op.

Der er tale om et ikonisk kamera, men også en kampvogn af et kamera, der mangler mange af de features, som moderne kameraer har, men som ikke desto mindre er i stand til at give dig nogle smukke og udtryksfulde billeder, bare du sætter dig ind i kameraets – og films – særheder.

Det er planen at denne anmeldelse skal være den første i en serie, der kommer i flere bølger. Vito CLR er det første gamle analoge kamera, jeg anskaffede mig, og det minder meget om det kamera, som jeg startede med at fotografere med som 7 årig i 1963. Måske var det endda præcis denne model, der blev starten til et liv som amatørfotograf.

Læs hele anmeldelsen her: Voigtländer Vito CLR

Vito CLR-4

Share This:

Jun 03

Samyang 8mm fisheye – seriøst?

Tak til Bech foto i Hellerup og Fujifilm Danmark, som gennemførte et arrangement ved Kastrup Strandpark d. 22. maj 2016. Her var en flok primært Fuji X fotografer samlet – Vi var omkring 50 – for at udveksle erfaringer, gode historier, få lidt god grillmad og se de nyeste tilbud fra Fuji + forskelligt non-Fuji udstyr såsom Sirui stativer og Samyang objektiver.

Det blev ganske hyggeligt og inspirerende selv om jeg ikke fik fotograferet så meget i Dragør, hvor vi kørte ud i en gammel engelsk dobbeltdækkerbus – i sig selv ret så interessant. Men mangelen på billeder blev kompenseret af alle de spændende mennesker, der deltog i arrangementet. Der blev da også udvekslet kontakter både på gammeldags vis med visitkort og på mere moderne med venskab på Facebook.

Sammenkomsten kom til at “koste” mig en ny optik, som jeg ikke anede, jeg ville kunne bruge til noget. Men man skal jo blive klogere 😉 Efter arrangementet har jeg anskaffet mig en Samyang 8mm f2.8 fisheye, en ekstrem vidvinkel, som jeg har forestillet mig, ville være ubrugelig til seriøs fotografi. Men efter at have brugt den på mit eget kamerahus i forbindelse med arrangementet, så måtte jeg alligevel have en.

Og jo, det er et ekstremt objektiv, men jeg har allerede lært, at brugt på den rette måde, så giver det bare et helt nyt perspektiv på verden, nyt og meget anderledes. Det kan virke ekstremt, men kan også bruges, så det blot virker forfriskende. Du kan læse mere om mine første oplevelser med Samyang 8mm objektivet i linket.

Efter at have prøvet et af de særdeles stabile, lidt tungere stativer, så er jeg også klar over, at mine to stativers dage er talte. Men jeg har godt konstateret det før bl.a. når jeg har lavet timelapse, at ingen af dem er helt stabile nok. En gang imellem hopper billedet lidt, der skal noget mere stabilt gods til for at opfylde mine formål.

Skarpheden i en fisheye kan gå helt fra det ultranære til det fjerne, hvis der blændes nok ned. Her er skarpheden ikke helt ud i baggrunden - med vilje - men man fornemmer den tydeligt

Skarpheden i en fisheye kan gå helt fra det ultranære til det fjerne, hvis der blændes nok ned. Her er skarpheden ikke helt ud i baggrunden – med vilje – men man fornemmer den tydeligt

Herunder et billede af mig fra arrangement – ikke taget med fisheye’en.

Bo til Fuji-Beck foto arrangement 2016 1

Bo fotograferer med sit Fuji X100T til Bech Foto/Fuji Danmark arrangementet. Foto: Claus Petersen, DanishSuburb – Photography

Share This:

May 17

Systemskifte

Jeg har udskiftet hele mit Canon gear med Nikon eller rettere er stadig i gang med det, da jeg ikke har fået solgt alt Canon endnu. Det kan lyde som et voldsomt (dyrt) skift, men det har faktisk ikke været tilfældet. Der er flere grunde til dette skift:

  • Jeg ville have opgraderet mine Canon 1D mk IV og 1Ds mk III til det netop lancerede Canon 1Dx mk II. Prisen var lidt høj, men det var egentlig ikke det, der afholdt mig. Men det gik op for mig, at det jeg primært ville opgradere for – bl.a. højere dynamikområde og bedre høj ISO performance – havde Nikon kunne levere længere. Derfor købte jeg et lidt ældre Nikon til en favorabel pris og fik det, som jeg skulle have betalt rigtig mange penge for i Canon verdenen for mindre end det, jeg solgte mine to 1D huse for – men har så kun et kamerahus nu, så jeg skal måske have endnu et.

    Morgensolen set fra toppen af Afrika, kraterranden på Kilimanjaro

    Morgensolen set fra toppen af Afrika, kraterranden på Kilimanjaro

  • Canons EOS system er ikke særlig gammelt og optikken har aldrig haft blændering på, hvilket har betydet, at jeg ikke kunne ændre blænden, når jeg via adapter brugte optikken på mit spejlløse Fuji X system. Nikon har ikke ændret sin bajonetfatning væsentligt i mange år, eller rettere de har beholdt en høj grad af bagudkompatibilitet. Det betyder at de ældre optikker ofte kan anvendes på de nye Nikon kameraer med fuld funktionalitet. Og disse optik har blændering, så jeg derfor, når jeg bruger dem på Fuji kameraerne, kan stille blænden. Dermed kan Nikon optikken (undtagen de nye G optik) bruges på både Nikon og Fuji.
  • Nogle af Nikons ældre optik holder en vanvittig høj kvalitet både hvad angår materialvalg og optisk kvalitet. Men de er ikke særlig dyre, så jeg får god kvalitet til en fornuftig pris. Og så som nævnt ovenfor kan jeg bruge dem på Fuji uden at miste muligheden for at stille blænden. Men prisen på de ældre optik er ofte så lav, at jeg har kunnet sælge mine nyere Canon optik til en højere pris end den, jeg skulle give for de ældre Nikon. I andre tilfælde har jeg faktisk kunnet opgradere til bedre optik for kun en lille merinvestering. Eksempler: 1. fra Canon 85mm f1.8 til Nikons 85mm f1.4D. Canons optik er kun lige OK, Nikons er i fuld professionel kvalitet og opgraderingsprisen var relativt lav (ca. 1500.-). 2. fra Canon 50mm 1.4 til Nikon 50mm 1.4D fik jeg faktisk penge ud af skiftet og min vurdering er, at Nikon optikken er bedre 🙂

I bjergene, hvor vægt og størrelse er vigtigt, er mit førstevalg stadig Fujifilm X kameraerne, som jeg har flere af. Jeg har her udvidet en smule, og har nu som sagt også muligheden at bruge Nikon optik – de gamle (før G serien) med blændering fungerer perfekt på Fuji. Det eneste jeg ikke har er autofokus, men med fokuspeaking har det ikke den store betydning.

Udvidelserne består af:

  • Fuji X100T
  • Yongnuo trådløst flashsystem
  • Mellemringssæt til “ægte” makrofotografering (Fujis 60mm f2.4 makro, som jeg mest bruger til portrætter, kan kun makrofotografere i 1:2)

DSCF3669

Share This:

Oct 15

Hvad er det for billeder, jeg tager?

Anden del af min blog på Fuji X forum Danmark er ude.

Læs om de valg, jeg har foretaget, hvad det er jeg fotograferer og hvad jeg håber fremtiden vil bringe på udstyrsfronten fra Fujis side.

Du kan læse indlægget på Fuji X forum

Smukt morgenlys i Kaskar bjergene i det nordøstlige Tyrkiet

Smukt morgenlys i Kaskar bjergene i det nordøstlige Tyrkiet

Share This:

Oct 07

Kameraudstyr til ekstreme forhold

Efter primært at have brugt Fujifilm udstyr i halvandet år, har jeg skrevet en blog om mine erfaringer.

Bloggen som beskriver valgkriterierne, jeg har sat op, beskriver hvilke motiver, der er mine primære og giver nogle eksempler på, hvordan mit valg har ændret sig hen over perioden.

Du kan læse bloggen her på FujiXforum Danmark.

Mod toppen af Stok Kangri i Ladakh, nordvestlige Indien. Taget med Fujifilm XQ1.

Mod toppen af Stok Kangri i Ladakh, nordvestlige Indien. Taget med Fujifilm XQ1.

Share This:

Jan 08

Megapixels og sensor størrelse er ikke alt

Fujifilm bedre end Sony.

Gennem nogen tid havde jeg brugt et Sony HX300 såkaldt bridge kamera, men også sommetider betegnet et superzoom kamera. Det havde en 50x Zeis zoom (24-1200mm fullframe ækvivalent) optik, elektronisk søger, 20 Mpix opløsning og en række smarte features, som lokkede mig til at teste det til feriebrug.

Jeg havde også den “skumle” bagtanke at tage det med på ekspedition i bjergene, hvor jeg ville efterlade det sammen med et stativ i basecamp. Jeg ville instruere en sherpa eller en vesterlænding i brugen af det. 50x zoom skulle være nok til at hive mig ind helt oppe på toppen af bjerget, når jeg var undervejs i mit topforsøg.

Men alle mine test med kameraet skuffede mig. Sensoren er en lille 1/2,3 tommes sag og med en opløsning på helt præcist 20,4 Mpix, så er hver pixel forrykt lille. Det viste sig også i billederne, der aldrig var helt pivskarpe. Sonys jpeg rendering er heller ikke højt berømmet, det viste sig som sære mønstre i billedet. Når så kameraet heller ikke kunne gemme i raw format, så det ikke for godt ud. Autofokus og billedstabilisering lod også noget tilbage at ønske….

Jeg droppede derfor ideen – men kun en tid 🙂 Efter jeg havde indgået et samarbejde med Fujifilm, blev jeg nemlig tilbudt at teste deres Finepix S1. På papiret lignede det jo for en del Sony kameraet, som jeg havde kasseret. Samme størrelse sensor og samme zoom, men Fujifilm havde med 16,4 Mpix satset lidt lavere mht. megapixels og så vidste jeg at Fuji er kendt for at have en forrykt godt jpeg rendering. Hvorfor ikke give det et shot mere, tænkte jeg?

Heldigvis, for fra første billede jeg tog med kameraet blev jeg imponeret. Og forundret over, at der kunne være så forskellige resultater med på papiret relativt enslydende specifikationer – endda med en lille fordel til Sony.Fujifilm-FinePix-S1-vs.-Sony-DSC-HX300

Finepix S1 leverer en helt anderledes billedkvalitet, ganske fin opløsning i billedet, intet af de sære mønstre jeg så med Sony kameraet, velfungerende billedstabilisering, der langt oftere giver mig skarpe resultater. Jeg oplever bedre performance i lavt lys og større dynamik område, så billederne sjældnere brænder ud eller får for mørke partier. 16 Mpix vinder klart over 20 Mpix i dette tilfælde, så drop megapixel ræset.

Fujifilm S1 med skærmen slået ud og den indbyggede blitz slået op

Fujifilm S1 med zoomen i maksimal position

Dertil kommer Finepix S1’s små smarte features såsom en lille knap, du kan trykke på hvis du har mistet objektet i søgeren (tro mig på 50x zoom sker det ofte), så zoomer kameraet lynhurtigt lidt ud, du får igen øje på objektet, centrerer, slipper knappen og er straks tilbage på den brændvidde, du var på før. Genialt tænkt og godt implementeret. Der er en standard blitzsko, hvis du skulle få brug for lidt mere end den indbyggede blitz. Skærmen er fuldt flipbar. Der er WiFi og en rigtig god app (har kun prøvet den til Android) til at kontrollere en række ting incl. zooming.

//gallery.k2-adventure.dk/#!album-17

Ovenfor kan du se nogle billeder fra mit gallery taget med Finepix S1.

Fujifilm S1 med skærmen slået ud og den indbyggede blitz slået op

Fujifilm S1 med skærmen slået ud og den indbyggede blitz slået op

Når Fujifilm så ydermere har skabt det første kamera i klassen, der er vejrforseglet, så må jeg konstatere, at der er en klasseforskel på Sony og Fujis kameraer.

Jeg havde droppet superzoom/bridge konceptet uanset til hvilket formål, men Fuji har vist, at man faktisk kan producere et fornuftigt kamera med et forrykt zoom område i kompakte klæder, som kan give dig smukke billeder. Jeg kan på det varmeste anbefale Finepix S1, hvis du er på udkik efter et superzoom kamera.

 

Share This:

Jun 03

Fujifilm ambassadør

Fujifilm logoEfter mange års fotografisk virke har jeg nu fået den ærefulde titel af ambassadør for Fujifilm.

Det får stor betydning for mit virke som fotograf både i bjergene som i andre sammenhænge. Jeg får stillet det nyeste udstyr til rådighed, men det forventes også, at jeg melder tilbage og medvirker til produkternes videreudvikling.

Som ambassadør for Fujifilm vil jeg også skulle stille op for dem på f.eks. messer, holde foredrag og vise billeder.

Alt dette synes jeg til gengæld er spændende arbejde. Og så glæder det mig, at Fujifilm er så lydhøre overfor fotografernes ønsker. Hver gang en ny update implementeres eller et nyt kamera bringes på markedet har de inkorporeret adskillige funktionaliteter eller ændringer, som fotograferne har efterspurgt i den sidste version.

Specielt i relation til mit store projekt, COT14.dk, at bestige de fjorten bjerge over 8000 meter, kommer aftalen til at betyde meget. Jeg kommer til at have bedre eller mindst lige så gode kameraer og optik med mig som hidtil, men udstyret kommer til at veje under 2/3 af, hvad det hidtil har gjort. Det betyder at min chance for at komme til tops og kunne dokumentere min færd undervejs bliver forøget.

Da jeg hidtil har brugt en rad af forskelligt udstyr hidtil, er der sket en stor udskiftning og listen over, hvad jeg kan medbringe afhængigt af hvordan det konkrete projekt skal dokumenteres ser ud som følger:

Kameraer:

  • Fujifilm X-T1

    High-end kameraet Fujifilm X-T1

    Fujifilm X-T1, som bliver erstatningen for mit full-frame spejlrefleks og dermed mit hovedkamera, når størrelse og vægt ikke er den helt store begrænsning. Men det vejer stadig kun halvdelen af mit hidtidige kamera 🙂

  • Fujifilm X-E2, som benytter samme optik som ovenstående, men fylder og vejer noget mindre. Vil erstatte mit lidt mere kompakte spejlrefleks og det forrige systemkamera og dermed gå i stedet for to kameraer 🙂
  • Fujifilm X-E2 og XQ1 kameraerne

    Fujifilm X-E2 og XQ1 kameraerne

    Fujifilm XQ1, som er en meget professionelt orienteret kompaktkamera med billedkvalitet i den høje ende. Erstatter det kompaktkamera, som jeg i dag bruger, men er et af de få steder, hvor vægten faktisk øges. Det er dog kun med ganske få gram og til gengæld får jeg væsentlig bedre billedkvalitet 🙂

  • Fujifilm Finepix S1, der er et såkaldt superzoom kamera. Det er nyt, at jeg begynder at tage den type kamera med i bjergene. Pga. den lille sensor har jeg tidligere regnet det som et feriekamera, hvor billedkvaliteten ikke var så afgørende. Men jeg synes faktisk billedkvaliteten på Fujifilms udgave er så fin, at jeg kan bruge det også på mine ekspeditioner. I relation til ekspeditionsbrug er det specielle, at man kan trække klatrere på vej op ind over lange distancer. Det bliver nok ikke det kamera, jeg vil bruge mest. Men forestil dig, at personalet i basecamp ved, hvor jeg befinder mig og kan tage nogle billeder og lidt video, hvor vi faktisk kan se, at det er mig, der klatrer afsted mod toppen 🙂
  • Det rappe XP70, som kan fås i flere farver. Jeg har ladet mig inspirere af min datters yndlingsfarve: orange

    Det rappe XP70, som kan fås i flere farver. Jeg har ladet mig inspirere af min datters yndlingsfarve: orange

    Fujifilm XP70(eller XP200), som kunne kaldes for et dykkerkamera, da det er vandtæt. Men samtidig er det velegnet som actionkamera og der er holdere til det, så jeg kan placere det på hjelmen eller på brystet og filme actionvideo, mens jeg klatrer 🙂

  • Fujifilm XF serien er meget lækker optik - og flere bl.a. weather sealed optik er på vej

    Fujifilm XF serien er meget lækker optik – og flere bl.a. weather sealed optik er på vej

    Sammen med aftalen følger også en række af de virkeligt lækre XF optik til X-serien af kameraer, så jeg er dækket ind til såvel landskaber, personer, portrætter, action og alle de andre typer fotografier, som jeg tager. Det er virkelig guf 🙂

I kølvandet af aftalen fik jeg også en aftale med Fujifilm distributøren Goecker om forskelligt tilbehør såsom stativer, fototasker mv.

Share This:

May 06

K2 fotografi on-line

Så er K2 fotografi on-line.

Jeg præsenterer her flere aspekter af mit fotografiske virke. Som mange vil vide, så er jeg oprindelig mest adventurefotograf. Men undervejs i mine mange rejser har jeg altid fotograferet alt mellem himmel og jord bl.a. portrætter, arkitektur, vilde dyr, landskaber, sport og meget andet. En ny gren for mig, som følger tæt i hælene på min interesse for smukke portrætter, er bryllupsfotografi. Sidstnævnte er et meget udfordrende felt, hvor man som fotograf kun har kort tid til at skabe en smuk og stemningsfuld dokumentation af en dag, der for de involverede er ganske unik og aldrig vil gentage sig. Og udfordringer er jo lige noget for mig 🙂

Kig på de forskellige afsnit på disse sider, og skulle du have brug for en fotograf til portrætoptagelse eller til at forevige dit bryllup, håber jeg, du vil kontakte mig, så vi kan få en snak om mulighederne og hvad du forestiller dig.

cropped-1D4-1Ds3-5D3-kameraparade-lille.jpgMvh. Bo Belvedere Christensen

Fotograf og eventyrer.

Share This: