Nyt liv til gamle kameraer
Som en start på mit nye liv med gamle kameraer 🙂 har jeg testet dette utrolige kamera og fundet oplevelserne med det ganske vidunderlige. Det er virkelig vintage kamera så det vil noget, med de begrænsninger men også muligheder det giver. Ihvertfald skal jeg som fotograf gøre mig umage – og det er egentlig derfor, jeg er begyndt at fotografe med vintage kameraer og film, fordi jeg får meget mere fokus på det enkelte billede i stedet for bare at knalde en masse billeder i hurtig rækkefølge.
Det var bare begyndt at gå for hurtigt og kravene til at man skulle have billeder på Facebook, Instagram osv. samme aften var begyndt at irritere mig. Med film og gamle, smukke, sommetider lidt omstændelige kameraer, så bliver processen også mere langtrukken og kommer automatisk til at mane til ro og omtanke. Der er lidt mere zen over processen, og det kan jeg vældig godt lide.
Og så har resultaterne bare noget over sig, som er svært at forklare, men billederne bliver lidt mere stoflige, ikke så klinisk afbildende som digitale fotografier. Der ligesom mere sjæl og det gør billedet mere levende og naturligt.
Men ikke mere snak, nu skal kameraet præsenteres og i skal se nogle billeder taget med det.
En kampvogn af et kamera
Kameraet, der er tale om, er et af de senere i en hel række kameraer som det tidligere tyske Voigtländer startede med at producere i 1939, et Vito CLR fra årene mellem 1963 og 1968. Mit kamera er fra de første år i denne 5 års periode, hvilket jeg ved fordi Lanthar optikken optrådte på de første af kameraerne.
Smag og behag er jo forskelligt, men i mine øjne er det her kamera usandsynlig sejt. Og når jeg tænker over, hvor gammelt det er, så får det mig til at sige tidløst om designet. Ja der er mange ting, som designes på en anden måde i dag, men det er udelukkende pga. andre teknologiske muligheder. Ser du bort fra dem, så er da da et skønt kamera, smukt i sin kompakte massivitet.
Når man får Voigtländer Vito CLRi hånden, så er det første der slår en, hvor vægtigt det er. Jeg har ikke vejet det, men det føles ganske tungt i forhold til sin ret lille størrelse. Tyngden indgyder også en form for tillid, for her er ikke tale om billig plastic men om et kamera, der trods mange år på bagen stadig ser ganske upåvirket ud. Bygget af metal, glas og med en holdbar læderbeklædning.
Det skal siges, at jeg har flere andre lignende modeller, men har valgt denne, da det er den af mine 4 Vito/Vitomatic, som bedst har klaret tidens tand. Ikke at de andre slet ikke virker, men to af de her kameraers svagheder er centrallukkeren og lysmåleren, men det kommer jeg tilbage til.
Verdens ældste kameraproducent
Voigtländer er verdens ældste kameraproducent. Det blev som producent af optik startet af Johann Voigtländer fra Østrig, men fik sit hovedkvarter i det nuværende Vesttyskland. Voigtländer eksisterer ikke mere som selvstændigt mærke, men brandet har været gennem flere salg og optik af dette mærke produceres i dag af japanske Cosina.
Opbygningen af kameraet er som andre klassiske målesøger kameraer med en lys gennemsigtssøger med et indspejlet felt, hvor søgeren viser et dobbelt billede, og hvor det man vil fokusere på, skal bringes til at overlappe. Det har forskellige producenter haft skiftende helt til at designe, men denne Voigtländer Vito CLR er i mine øjne en af de bedre af slagsen. Kun i meget svagt lys kan det knibe med at se den indspejlede del af søgerbillledet, men det skal bemærkes at lyset så formentlig er så svagt, at man alligevel ikke vil være i stand til at tage et billede.
Husets kompakthed og vægt samt det faktum at optikken optager en stor del af forsiden af kameraet kan gøre det lidt svært at få et godt greb om. En anden detalje er, at man vil være tilbøjelig til at holde en eller flere fingre foran lysmåleren, som er placeret øverst til højre (når du står med kameraet parat). Det er OK, når først du skal tage billedet, men mens du måler lyset, så skal du fjerne fingrene og ikke skygge for lysmåleren, hvis du vil undgå fejlbelysning af billedet.
Solar powered!
Men nu vi er ved lysmåleren, så kommer en af kameraets store styrker ind her: Batterier er overføldige! Lysmåleren er en selenium lysmåler, som får strøm fra det lys, som rammer måleren. På forskellige ringe omkring optikken stiller du filmfølsomhed, blænde og lukkertid. Disse indstillinger påvirker en rød viser i lysmålerens vindue og når viseren overlapper med lysmålerpindens udslag, er din belysning korrekt.
Tilbagespolingsknappen til venstre, som springer op, når den lille arm/knap på bagkanten af kameraet trykkes. I midten en “cold shoe” som altså ikke kan fyre blitzen af, dertil skal du bruge et pc-sync kabel. Til højre lysmåleren med sin røde viser, som flyttes med ringene om optikken, inderst blænden, dernæst lukkertidsringen, som på næsten magisk vis også betjener filmfølsomhedsindstillingen. Yderst afstanden, som er koblet til afstandsmåleren.
Derefter sætter du kameraet for øjet, og nu kan det være ligemeget om du har fingrene foran lysmåleren, for du har allerede stillet belysningen. Såvel lukkeren som blænden er fuldkommen mekaniske, så heller ikke her behøves batteri, derfor er der heller intet batterikammer i kameraet.
Når du har stillet belysningen og tager kameraet for øjet stiller du som sagt afstanden med målesøgeren (engelsk “rangefinder”) og så er du klar til at trykke af. Her kommer en anden finurlighed med dette kamera ind: udløseren sidder på forsiden af kameraet. Det gør, at det for mig er mest naturligt at holde pegefingeren oppe på toppen af kameraet og betjene udløseren med langfingeren.
Når kameraet skal åbnes for isætning af film, foregår det ved at trykke på begge sider af bagklapsudløseren i venstre side af kameraet. Det er rimelig idiotsikkert, hvilket ikke kan siges om alle kameraer fra den periode, som dette kamera stammer fra. Nogle af de beslægtede Vitomatic kameraer også fra Voigtländer havde en mildest talt mærkværdig åbningsmekanisme, men også den rimelig idiotsikker.
Filmtælleren er også lidt speciel. Når du har sat filmen i, skal du selv dreje tælleren, som befinder sig i bunden af kameraet til en diamantformet figur. Herfra tæller kameraet ned fra 36, når du fremfører filmen. Film på skæve længder bliver derfor lidt besværlige at have med at gøre. Ruller du f.eks. selv dine film på spoler og beslutter dig for 20 billeder, så skal du altså hele tiden trække 16 fra for at vide, hvor mange billeder du har tilbage. Men ikke noget, man ikke kan vænne sig til. Bare lidt sjovt.
Når filmen er taget og du skal spole den tilbage, trykker du på en lille arm, som får tilbagespolingsknappen til at springe op og som samtidigt frakobler fremføringsmekanismen, så der ikke er modstand. Det er en rigtig fint fungerende løsning.
Der er ingen øjer at sætte en kamerarem i, hvilket bl.a. skyldes, at de oprindeligt blev leveret med et læderetui, som omsluttede en del af kameraet og kunne lukkes helt omkring dette. Men det etui har jeg ikke kunnet få med til mit. Derfor har jeg det tit hængende omkring kroppen i en Jobo kameraslynge. Det fungerer fint og så kan folk jo også se, hvilket old school kamera, jeg går omkring med. Jeg har fundet ud af, at det åbner døre, mange synes faktisk det er cool, når jeg vil fotografere dem med sådan en gammel sag – eller også er det fordi, jeg også selv er en gammel sag 🙂
Det vigtigste, optikken
Kameraets optiske system har sine begrænsninger. Med en største blænde på 2.8 på brændvidden 50mm er det jo ikke de helt vilde baggrundssløringer (bokeh) du kan skabe, men det ville også være et problem rent skarphedsmæssigt, når der ingen autofokus er og du ikke direkte gennem optikken kan konstatere at skarpheden er spot on.
Men derudover så leverer Voigtländer Lanthar optikken smukke resultater. Skarpheden er fint fra største blænde – også ud i kanterne. Ved portrætafstande skal du virkelig være omhyggelig med skarphedsindstillingen – og målesøgeren skal være præcist justeret, hvilket ofte er et problem med gamle målersøgerkameraer. Jeg har ikke været ude for problemet med nogle af mine Voigtländer Vito og Vitomatic, men har haft det med næsten alle andre målesøgere fra 60’erne, 70’erne og 80’erne: Minolta Hi-Matic, Konica Auto S2, Ricoh 500G, Canon Canonet m.fl. Men det kan i læse om senere i andre vintage kamera anmeldelser.
Billeder taget med Voigtländer Vito CLR
Nær og fjern.
Fakta om kameraet:
- Produceret ca. 1963-64
- Materialer: metal, glas og læder
- Lukker: Pronto LK centrallukker 1/15-1/500s+ B
- Blænder: 2.8-22 med 5 blændelameller
- Søger: Gennemsigtssøger med indspejlet målesøger
- Fokus: 1m til uendelig
- Film: 35mm rullefilm
Styrker:
- Solid som en tank. Dette kamera føles nærmest udødeligt i sin soliditet, og bare det, at de 4 forskellige modeller af dette kamera, som jeg har haft i hænderne, alle så ret upåvirkede ud af de mange år, får mig til at sige, at det kan holde hundreder af år
- Den koblede afstandsmåler er en rigtig nyttig ting og virker faktisk ret fint – selvfølgelig forudsat den stadig holder justeringen, men som sagt har ingen af mine Voigtländers med målesøger haft problemer i denne retning
- Den meget lyse søger er skøn at kigge igennem. Mange ældre kameraer har relativt mørke søgere, nogle fordi de bare er blevet tågede indeni af tobaksrøg eller tidens tand, men mine Voigtländers har alle haft denne fine lyse søger
- Batteri er unødvendigt. Når man kommer fra de digitale kameraer især de moderne spejlløse, som er afhængige af deres elektroniske søger, så er det en sand fornøjelse at kunne glemme alt om batterier
- Optikken, der er meget fin skarp
Svagheder:
- Centrallukkeren, som ofte ikke fungerer præcist på de længste lukkertider efter de mange år. Ofte kan den dog motioneres i gang, da mangelen på præcision skyldes at smøringen er blevet træg. Ellers er der ingen vej uden om ret svær reparation med delvis adskillelse, rensning og smøring.
- Lysmåleren. Selenium baserede lysmålere har en tendens til at “lukke til” med årene, så de viser for lidt. Det vil resultere i overbelyste billeder. Jeg har haft en, som var 4 blændeværdier ved siden af.
- Blænderen kan ligesom lukkeren blive træg, så den bliver stående på en værdi. Igen kan det sommetider motioneres i gang, men ellers er en rensning/smøring eneste løsning
- Mangelen på parallaksevisning i søgeren gør, at du skal tænke lidt over det, når du fotograferer nære objekter ellers får du fejlplaceret dit egentlige motiv og måske ødelagt din komposition
- Placeringen af lysmåleren vil nogle nok regne som en svaghed. Personligt synes jeg ikke det er et problem, specielt fordi jeg alligevel kun bruger værdier som en kontrol af det, jeg alligevel ville have sat kameraet på – beregnet ud fra den gamle solide Sunny 16 regel
Det var så første kamera i den serie, jeg har planlagt at anmelde. Planen er også efterfølgende at lægge nogle af de billeder op, jeg har taget med kameraet. Og min forventning er, at jeg hver uge vil komme med en ny anmeldelse af et vintage kamera – der er jo nok af dem at tage fat på 🙂 – og i næste uge vil det være Minoltas Hi-Matic 9, der står for tur.
Stay tuned!
