Mine ture i 2024

Hej venner og følgere.

Jeg har lige fået opdateret mine ture hos Kipling Travel, hvor desværre turen til Imja Tse / Island Peak i foråret er blevet aflyst. Har nu foreløbig 4 ture yderligere i 2024.

Turene er:

  • Kilimanjaro ad Lemosho ruten fra 10. februar til 21. februar 2024
  • Ararat i Tyrkiet fra 31. juli 2024 og 8 dage frem
  • Kilimanjaro fra 14. august 2024 og 11 dage frem
  • Everest Basecamp via Cho La fra 12. oktober til 3. november 2024

Mere kommer helt sikkert på, men det må vi lige vente på.

Håber i melder jer til noget af dette, da der stadig (medio december 2023) er ledige pladser på alle turene pånær Kilimanjaro i februar.

Posted in Kilimanjaro, Trekking | Tagged , | Comments Off on Mine ture i 2024

Mine ture i 2023/24 – opdatering!

Hej venner og følgere.

Jeg har lige fået opdateret mine ture hos Kipling Travel og har nu foreløbig 3 ture yderligere i 2023 og 2024 (+ jeg har lige været på Toubkal i Atlas bjergene med et fuldt hold).

Turene er:

  • Kilimanjaro ad Lemosho ruten fra 11. august til 22. august 2023
  • Mera Peak i Nepal fra 10. oktober til 3. november 2023
  • Kilimanjaro ad Lemosho ruten fra 10. februar til 21. februar 2024
  • Imja Tse / Island Peak fra 21. marts (afgang ikke helt fast og kan flyttes frem til 24. marts) og 25 dage frem i 2024
  • Ararat i Tyrkiet fra 31. juli 2024 og 8 dage frem
  • Kilimanjaro fra 14. august 2024 og 11 dage frem

Mere kommer helt sikkert på, men det må vi lige vente på.

Håber i melder jer til noget af dette, da der stadig (medio februar 2023) er ledige pladser på alle turene.

Mod toppen af Kilimanjaro lige før solopgang omgivet af gletsjere.
Posted in Bjergbestigning, Kilimanjaro, Trekking | Tagged , , , | Comments Off on Mine ture i 2023/24 – opdatering!

Ny Kilimanjaro Guide

Min billedbaserede beskrivelse af bestigningen af Kilimanjaro

Jeg har netop udgivet min nye bog om bestigningen af Kilimanjaro, den utrolige tur op mod Afrikas tag, som tager dig fra tropisk savanne op gennem alle klimazonerne til den arktiske zone og gletsjerne på toppen af bjerget.

Som mine tre tidligere bøger i denne serie om verdens flotteste trekkingture (“Everest Basecamp via Cho La,” “Annapurna Basecamp via Gorepani and Poon Hill”, samt “Baltoro and K2 Basecamp trek via Gondogoro La) er det en billedbaseret bog, så der er masser af mine smukke billeder fra flere ture i området. Teksten er holdt minimal, dog lidt mere fyldig end i de tre tidligere, men fungerer primært for at give noget baggrund til billederne. Du får et indblik i den tidlige udforskning af bjerget og de første bestigninger, og får en god indsigt i naturen som omgiver dig på turen. Der er også kort over turen samt en kortfattet dag for dag beskrivelse af ruten incl. beskrivelse af, hvordan du tackler den store højde, som denne tur bringer dig op i. Sidst men ikke mindst mine råd til at vælge det nødvendige udstyr og tøj.

Selv om bogen er en decideret guidebog, kan den også ses som en appetizer, der skal få dig ud og opleve denne fantastiske natur. Gennem de mange billeder får du indblik i forløbet af det utrolige trek og den oplevelse denne oplevelse vil give dig. Den kan naturligvis også ses som et minde om den utrolige tur, hvis du allerede har gennemført den.

Mere information om bogen og hvor du kan købe den er tilgængeligt her.

Posted in Ekspedition | Tagged , , , , | Comments Off on Ny Kilimanjaro Guide

Baltoro and K2 Basecamp Trek

Min billedbaserede beskrivelse af trekkingturen til K2 Basecamp

Jeg har netop udgivet min bog om K2 Basecamp trekket, det trek som tager dig op ad den utrolige Baltoro gletsjer, en af de største udenfor polregionerne, og videre ud over det imponerende, udfordrende pas Gondogoro La.

Som mine to tidligere bøger i denne serie om verdens flotteste trekkingture (“Everest Basecamp via Cho La” og “Annapurna Basecamp via Gorepani and Poon Hill”) er det en billedbaseret bog, så der er masser af mine smukke billeder fra flere ture i området. Teksten er holdt minimal og fungerer primært for at give noget baggrund til billederne. Men du får alligevel et indblik i den tidlige udforskning af området og de første bestigninger af de utrolige bjerge, som omgiver dig på turen – herunder verdens 2. højeste bjerg det 8611 meter høje K2. Der er også kort over turen samt en kortfattet dag for dag beskrivelse af ruten incl. beskrivelse af, hvordan du tackler den store højde, som denne tur bringer dig op i.

Trods det er bogen ikke ment som en decideret guidebog, mere som en appetizer, der skal få dig ud og opleve dette fantastiske område. Gennem de mange billeder får du indblik i forløbet af det utrolige trek og den oplevelse denne oplevelse vil give dig. Den kan naturligvis også ses som et minde om den utrolige tur, hvis du allerede har gennemført turen.

Alle billeder i bogen er skudt i retro stil på analog film baserede kameraer.

Mere information om bogen og hvor du kan købe den er tilgængeligt her.

Posted in 8000+, Bjergbestigning, Bøger, Trekking | Comments Off on Baltoro and K2 Basecamp Trek

Analog fotografi – nyeste bog – update!

Update: Lektørudtalelsen fra Dansk Bibliotekscenter (DBC) er netop kommet, og den er meget flot. Konklusionen er: “Forfatteren Bo B. Christensen kommer vidt omkring i denne bog, og får da også, på bogens relative få sider, forklaret godt og grundigt om analog fotografering.” Jeg kan vist være godt tilfreds.

Så blev jeg færdig med min bog om analog fotografi, som bærer undertitlen “Guide til bedre analog fotografi for begyndere.” Altså en hjælp til dem, der gerne vil i gang med at bruge gammeldags filmruller igen i steder for, eller måske ved siden af, fotografi med digitale kameraer eller blot mobiltelefonen.

Gennem flere år har jeg haft en lille sidebeskæftigelse med at handle med ældre kameraer, som har været både digitale og analoge kameraer, men indenfor de senere år har jeg set interessen for de analoge kameraer stige voldsomt. Og priserne har også været stigende. Samtidigt har mine annoncer på den blå avis affødt en livlig kommunikation, hvor mange har stillet spørgsmål til, hvilket kamera de skulle vælge, hvad objektiv ville være godt, hvad film de skulle bruge osv.

Derfor besluttede jeg, at jeg, med min næsten 60 år som fotograf og i forvejen godt erfaren som forfatter, skulle skrive en begynderguide til old style fotografi på filmruller. Det skulle være en bog, der svarede på mange af de spørgsmål, som jeg blev stillet, når jeg solgte et kamera, eller bare blev stillet på en af mine kameraannoncer.

Det blev så til den bog, som jeg netop har udgivet på mit sædvanlige selvudgivelsesforlag, Books on Demand eller forkortet BoD. Bogen kan købes direkte fra mig ved afhentning (pris 89 kroner), sendt med GLS (pris 89+42 kroner) eller ved bestilling direkte fra forlaget: Analog fotografi

Jeg har desuden oversat bogen til engelsk, så hvis du kender nogen, der kunne være interesseret i denne udgave, så kan den fås hos mig på samme måde, som nævnt ovenfor. Desuden kan den også bestilles direkte fra forlaget her: Analog Photography

Posted in Bøger, Fotografi | Tagged , , , | Comments Off on Analog fotografi – nyeste bog – update!

Foredrag hos Dansk Nepalesisk forening i København d. 1.2. 2022

Vi har haft det her foredrag aftalt længe, men det været udsat pga. pandemien. Det skulle have været holdt i efteråret 2020 kort efter min store bog om Himalaya udkom, men det har ikke været muligt.

Nu satser vi på, at det godt kan lade sig gøre. Så med mindre restriktionerne igen bliver strammet væsentligt, så holder jeg foredrag i København d. 1. februar kl. 19.30.

Det foregår i Kulturstation Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 1., 2720 Vanløse.

Et lignende arrangement finder også sted i Aarhus d. 24.2. Du kan se mere om begge på Dansk Nepalesisk Forenings hjemmeside.

Posted in Ekspedition | Tagged , , , , | Comments Off on Foredrag hos Dansk Nepalesisk forening i København d. 1.2. 2022

Juletilbud på mine bøger

I anledning af den snart kommende Black Friday og endnu vigtigere for mig den hyggelige juletid, har jeg nogle tilbud på mine bøger til dig, som vil købe en til (eller flere 🙂 ) til dig selv eller en du gerne vil give en bog til.

Og når du køber direkte fra mig, så bliver alle bøger naturligvis signeret. Alle tilbud er excl. forsendelse, men jeg sender gerne til GLS pakkeshop for en merpris på 42 kroner uanset hvor mange bøger, du køber.

Jeg har indkøbt en række af mine bøger i mindre oplag, men det er ikke alle mine 22 bøger, du kan få her. Ønsker du en eller flere af dem, kan du skrive til mig på feedback formularen her til højre på siden. Så finder vi ud af leveringsformen. På forhånd tak.

Everest – drømmen om sejren. Beretningen fra den første rent danske ekspedition til Everest med tilbageblik på katastrofen i 1996, hvor flere af os var involveret i redningsaktionerne, er nærmest blevet en klassiker. Den fik gode anmedelser oprindeligt, da den blev udgivet i 2000, og har siden solgt i et for det danske marked stort oplag. Jeg er indehaver af de sidste bøger, som du kan erhverve dig en af for kun 100 kr.

Forsiden til bogen om Everest ekspeditionen i 2000 - "Everest - drømmen og sejren"
Forsiden til bogen om Everest ekspeditionen i 2000 – “Everest – drømmen og sejren”

Vertikalt: Bogen er en samling af korte historier fra klatring primært i Alperne, men der er også en lille dramatisk beretning fra Himalaya. Mit Black Friday/Juletilbud er kun 80 kr.

De Smukke Bjerge: I 1998 var jeg på en både dramatisk og meget succesfuld ekspedition, hvor vi gik efter at bestige to høje bjerge i Gasherbrum gruppen i det nordøstlige Pakistan. Vi rendte ind i meget ambitiøse bjergbestigere fra andre lande, som desværre så bjergsporten med mere konkurrence orienterede øjne, hvilke førte til uønsket drama. Bogen om ekspeditionen kan du få på tilbud til bare 100 kr.

Everest Basecamp Trek – via Gokyo and Cho La: Denne billedbaserede beretning tager dig på den smukke trekkingtur ind mod Everest via Gokyo dalen og over det høje pas Cho La. Jeg har været rejseleder på denne tur, som jeg holder meget af. Bogen kan både bruges som læsning op til, at du selv skal afsted, såvel som et minde om turen. Den er smukt illustreret med mine billeder fra turen. Du kan erhverve den på tilbud for 100.-

Mont Blanc – Vejen til toppen af Europa: Min bog om oplevelser på Mont Blanc og bjergets bestigningshistorie har været en af mine allerbedst anmeldte bøger. Den fortæller historier fra 14 af mine egne bestigninger af bjerget samt tager dig gennem tiden fra før bjerget overhovedet var kendt som Europas højeste top. Det er anden reviderede udgave af bogen, som af min tidligere forlægger hos Gyldendal fik bemærkningen: “Den er jo flottere end vores Gyldendal udgave.” Mit tilbud i denne tid er kun 200 kr. for den flotte bog på næsten 300 sider og med masser af flotte billeder.

Himalaya – Verdens tag: Min store bog om Himalayas bestigningshistorie og mine egne oplevelser gennem mere end 30 år, hvor jeg er kommet for at bestige bjerge i Himalaya. Bogen indeholder alt hvad man kan ønske af drama, succes, forunderlige hændelser og er illustreret med over 600 billeder. Knap 600 sider fyldt med hændelser fra egne og historiske begivenheder. Den kan du erhverve i hardcover for kun 300 kroner.

Det var mine tilbud til dig op til Black Friday og Julen 2021. Skriv til mig feedback formen her til højre på siden, så finder vi ud af afhentning eller levering.

Håber du finder en god bog, der kan passe dig. I hvert fald ønskes du god jul.

Mange hilsener fra Bo Belvedere Christensen.

Posted in Ekspedition | Comments Off on Juletilbud på mine bøger

Websitet oppe igen

K2 adventure har desværre haft en nedeperiode efter sitet blev hacket.

Opgraderinger af wordpress og PHP var slået fra, og huller i de gamle versioner blev udnyttet. Ikke jeg forstår, hvem der kan have interesse i at lægge mit website ned. Der kan ikke være det store økonomiske incatement, men nogen synes åbenbart det bare er sjovt. Besynderlig form for humor.

Men jeg er glad for at jeg, efter lidt hjælp fra min hosting leverandør one.com, igen er oppe at køre. Specielt fordi jeg har tænkt mig at komme med nogle juletilbud på mine bøger og foredrag. Så stay tuned i de næste uger, hvis du vil erhverve nogle af mine bøger til julegaver – eller til dig selv – til nedsatte priser, og selvfølgelig som altid i signerede versioner.

Mange hilsener fra en lettet Bo.

Posted in Ekspedition | Comments Off on Websitet oppe igen

Himalaya – Verdens tag

Min store bog om Himalaya er på markedet 🙂

Jeg havde succes med en kickstarter kampagne og kunne bestille et minioplag på 200 bøger, hvoraf over 160 var solgt fra starten til en nedsat pris og i signeret udgave. Der er røget lidt flere over disken, men jeg har stadig nogle tilbage, hvis du vil erhverve dig et eksemplar. Skriv til mig via kontaktformularen ude til højre, hvis du vil have en Himalayabog.

Via netboghandlere og almindelige boghandler er der ydermere indenfor den sidste halvanden måned siden bogen kom på markedet solgt næsten 100 yderligere, så det begynder at ligne en ganske pæn succes.

Det var da også stort at modtage en fin lektørudtalelse. Det er den, der er med til at afgøre, hvor mange biblioteker, der tager bogen hjem. Selv om biblioteksudlån ikke giver nogen større indtægt, så er det da altid et tilskud. Jeg er så tilfreds med lektørudtalelsen, at jeg synes jeg vil vise den her, se nedenfor.

Lektørudtalelsen

Himalaya – verdens tag : oplevelser gennem over 30 år og tilbageblik i bestigningshistorien

Forfatter: Bo Belvedere Christensen

Indhold: På vej mod Mount Everest ; Opdagelsen af Himalaya ; Ama Dablam ; Everest Advanced Basecamp ; Dhaulagiri ; Broad Peak ; Tilbage til Everest ; Gasherbrum I ; Katastrofeåret 96 ; Everest er andet end ulykker ; Mod Everests top ; Ubetrådte tinder ; Leder af kommercielle ekspeditioner ; Op ad Everests nordkam ; Cho Oyu – igen på en 8-tusinder ; Jordskælv på Everest ; Efter Everest ; Bjergenes højde ; Danskere på Mount Everest ; Akklimatisering, ekstrem højde og dødszonen

Materialevurdering:

Kort om bogen: Kom med en erfaren dansk bjergbestiger, når han fortæller historisk om bestigning af Himalayas bjerge, godt krydret med egne oplevelser. Til dig, som er fascineret af bjergbestigning og ekstremsport.

Beskrivelse

I forordet fortæller forfatteren, at han, sammenlagt over 25 år, har tilbragt mere end 5 år i Himalaya på vej mod toppe:n af et af Himalayas mange høje bjerge eller på trekking i området. Bogen fortæller indledende om Himalayas geografi og geologi. Himalaya er med sine 2400 km kun på en sjetteplads, når det gælder bjergkædens længde, men den har til gengæld Jordens højeste tinder. Herunder det højeste, Mount Everest, som forfatteren har besteget flere gange. Bogen, som mixer bjergbestigningshistorik med personlige oplevelser, har fx overskrifter som: “På vej mod Mount Everest”, “Opdagelsen af Himalaya”, “Den første bjergbestigning i Himalaya”, “Everest er andet end ulykker” og “Ubetrådte tinder”. En overskrift er fx også “Danskere på Everest”, hvor forfatteren lister alle de danske bjergbestigere af Mount Everest, han kender til. Først på listen er Klaus Becker Larsen (1927-2018), som besteg Everest i 1951. Forfatteren er selv på listen i 1996, 2000, 2013 og 2015. Første danske kvinde var Lene Gammelgaard i 1996. Bo Belvedere Christensen har fx også skrevet Mont Blanc.

Vurdering: Imponerende værk om Himalaya og et fint mix af historiske fakta og egne oplevelser som bjergbestiger.

Til bibliotekaren: Anbefales til større biblioteker.

Posted in Ekspedition | Tagged , , , , , , | Comments Off on Himalaya – Verdens tag

Himalaya – Verdens Tag. En lille update

Jeg fik for over en uge siden et prøvetryk, som blev godkendt. Derfor bestilte jeg mit første oplag af bogen. For at undgå en udgift på 4000 i forsendelsesomkostninger har jeg fået lov til at hente den direkte fra produktionen i Norderstedt ved Hamborg. Men jeg har ikke fået go for at kunne hente den endnu, så den er ikke klar endnu. Jeg forventer dog, at det kan ske indenfor en uge, og derefter begynder jeg distributionen af bogen.

Jeg har foretaget lodtrækning om bonusbøger, se mere herom på Facebook. Eventuelt kan du bruge formularen her til højre for til at sende mail til bbc@k2-adventure.dk hvis du er en af de heldige og skal vælge dig en bog. Se dog listen på www.facebook.com/bobelvedere.

Posted in Ekspedition | Tagged , , , , , , , , | Comments Off on Himalaya – Verdens Tag. En lille update